Bramhøjgård

Fra historisk firlænget gård til levende kvarterhus for kultur, fællesskab og grøn omstilling

År: 2026
Bygherre: Køge Kommune
Arkitekt: Dominique + Serena
Rådgiver: Meulengracht Ingeniører, Henry-Berthelsen
Entreprise: Hovedentreprise
Lokation: Køge Nord Skovby, Ølsemagle
Støttet af: Realdania og Lokale & Anlægsfonden
Status: I gang

••••

Et kulturhus, hvor bygninger, materialer og natur skaber nye fællesskaber

Bramhøjgård transformeres fra en traditionel dansk firlænget gård til et nyt kvarterhus, der skal samle den voksende bydel Køge Nord Skovby og skabe forbindelse til det eksisterende landsbyfællesskab i Ølsemagle. Projektet tager udgangspunkt i gårdens kulturhistoriske kvaliteter og arbejder med en ressourceansvarlig transformation, hvor eksisterende bygninger og materialer bevares og genanvendes i videst muligt omfang.

Forud for projektets opførelse gennemførte Tscherning en selektiv nedrivning af de eksisterende bygninger med fokus på registrering, håndtering og bevaring af materialer til genanvendelse. Kaj Ove Madsen A/S står for realiseringen af den efterfølgende opbygning af kvarterhuset, hvor udvalgte materialer og bygningsdele fra den oprindelige gård integreres i det nye byggeri. Herved videreføres stedets historie gennem en proces, hvor håndværksmæssig kvalitet, ressourcebevidsthed og respekt for den eksisterende bygningsarv er bærende værdier.

Den tidligere private gårdsplads åbnes samtidig som et offentligt byrum med forbindelser til den nye bydel, landsbyen, haven og de omkringliggende grønne områder. Bramhøjgård bliver dermed et nyt samlingspunkt for borgere, foreninger, kulturaktører og lokale fællesskaber, hvor aktiviteter, arrangementer og læringsforløb kan udfolde sig i samspil med stedets særlige arkitektur og landskab. Her mødes kultur, fællesskab og grøn omstilling i rammer skabt med afsæt i stedets eksisterende kvaliteter.

For Kaj Ove Madsen A/S er projektet en spændende mulighed for at bidrage til et byggeri, hvor håndværk, bæredygtighed og respekt for stedets identitet går hånd i hånd. Vi ser frem til at være med til at realisere et projekt, der har potentiale til at blive et forbillede for fremtidens transformationer og lokale fællesskaber.

Historien

Bramhøjgaard er en karakteristisk gård for området. Stuehuset blev opført i 1877, mens de tre tilhørende længer med stalde og lader stammer fra 1922. Længerne er opført med de for perioden typiske trempeltage og bærer tydelige præg af nyklassicismens arkitektoniske idealer. Det ældre stuehus afspejler derimod historicismens stiltræk og fremstår med blandt andet velbevaret murværk og en markant sokkel af kampesten. Samlet udgør stuehuset og de tre længer et klassisk dansk gårdanlæg, der står som et værdifuldt kulturhistorisk vidnesbyrd.

Gårdens disponering skaber både et indre gårdrum, et haverum og et åbent landskabsrum mod nord. Det afskærmede gårdrum beskytter mod støj fra motorvejen og bidrager samtidig til et behageligt lokalt mikroklima. Haven er frodig og præget af mange smukke, gamle træer, ligesom den rummer både en historisk æblelund og spor efter tidligere køkkenhaver. Den sydvendte plæne skråner elegant fra stuehuset ned mod landevejen og understreger stedets særlige landskabelige kvaliteter.

Se flere projekter

Kildehuset

Varmecentral – GreenLab 

Skive Tennisklub

Herskabslejlighed