Efter 43 år takker Thorbjørn Madsen af – og går på velfortjent otium

12.12.2025  I

I dag markerer vi afslutningen på en epoke hos Kaj Ove Madsen A/S. Efter hele 43 år i virksomheden har Thorbjørn Madsen valgt at trække sig tilbage og nyde sit otium – med mere tid til familien, cyklen og alle de projekter, der venter på ham.

Siden 1982 har Thorbjørn været en markant skikkelse i virksomheden. Kendt for sit enorme engagement, sin erfaring og – ja – sit temperament, som både kunder og kolleger gennem årene har stiftet bekendtskab med. Man har aldrig været i tvivl om, hvor man har Thorbjørn. Han siger tingene, som de er, og han har gjort det med et mål for øje: at arbejdet blev gjort ordentligt, og at folk kunne være stolte af resultatet.

Som projektleder – og uofficiel problemknuser – har han stået i spidsen for utallige opgaver og altid været manden, der tog af sted, når udfordringerne pressede på. Med sin direkte stil og sit solide overblik sørgede han for, at tingene kom til at ske.

Afskeden blev markeret med en frokost leveret af Højslev Kro, hvor både Thorbjørns tidligere chef og bror, Kaj Ove Madsen, samt hans nuværende chefer Martin Finderup, Kim Lassen og Vilhelm Gjerulff deltog. Alle var klar – men festens hovedpunkt, nemlig Thorbjørn selv, lod vente på sig. Han havde lige noget, der skulle ordnes… og så havde vi vist glemt at invitere hovedpersonen. Det lykkedes dog, og det endte med en hyggelig afsked fyldt med gamle anekdoter, grin og gode minder.

Thorbjørn efterlader sig spor i både byggerier og i de processer, vi står på i dag.

Vi kommer til at savne hans tilstedeværelse, hans erfaring – og måske også lidt hans farverige bemærkninger.

Tak for indsatsen, Thorbjørn.
Stort tillykke med pensionen – den er velfortjent.